Steen Nielsen
STEEN NIELSEN
Når Steen roligt og fattet indtager scenen i sit jakkesæt, tror mange fejlagtigt at tiden er inde til politisk korrekt satire, men tag ikke fejl! Når først mikrofonen er ude af stativet og fløjlshandskerne er smidt, bliver der ikke holdt igen.
Steen Nielsen er Guds gave til kvinden, hvis man dermed mener en hadegave, der går på omgang. “Jeg har aldrig svinet en person til, jeg ikke kunne lide”, siger han, og Steen elsker kvinder. Udover at berette om sit mildest talt problematiske parforhold, giver Steen også et velfortjent skud for boven til alle fra Robert Hansen over Peter Lundin til Noah, når han reflekterer over aviser, tv og tilværelsen i det hele taget.
Stilen er rolig, underfundig og stærkt sarkastisk, men samtidig velovervejet og timet, så publikum efter showet kun sjældent truer Steen korporligt. (Nogle vil dog hævde, at dette i højere grad skyldes, at Steen er 190cm høj, vejer over 100kg og ligner skurken fra en James Bond film…)
Det er gået hurtigt for Steen Nielsen. Efter sin debut på stand-up scenen 1.maj 2002, gik der kun et halvt år, før Steen vandt DM i stan-dup 2002. Senere kunne han opleves på stand-up turnéer rundt i landet. Han har bl.a. optrådt for Microsoft, Handelshøjskolen i Kbh samt på Midtfyns Festivalen 2003.
Hvis du leder efter en komiker, der kan levere hård, men intelligent humor uden falden på halen komik og platheder, er Steen Nielsen et oplagt valg.
I 2008 havde han premiere på sit første one-man show “Hard Rock Nalleluja!” og man har også kunnet opleve ham i TV2 Zulu-serien
“Hvor fanden er Herning?”